OMAHA BEACH

WW2YANKS.DK

Danish Living History Association

Sektor:

Området mellem Vierville-sur-Mer i vest og Colleville-sur-Mer i øst.

 

H-Hour:

0630

 

Opgave:

  • Etablere et brohoved over en linje fra Isigny-sur-Mer over Tréviéres til Vaucelles.
  • Angribe og uskadeliggøre kystbatteriet ved Le Pointe-du-Hoc
  • Opnå forbindelse med engelske enheder fra Gold Beach i øst.

 

Landsatte soldater:

34.250

US 1st Infantry Division Commander:

Major General Clarence R. Huebner

 

Ranger Commander:

Lt. Col James E. Rudder

 

US 29th Infantry Division Commander:

Major General Charles H. Gerhardt

 

Bombarding Force C:

5 krigsskibe og 11 destroyere.

 

Det tyske forsvar:

352. Infanterie-Division og elementer af 716. Infanterie-Division.

 

Antal døde, sårede og savnede:

4.720

Det amerikanske V Corps havde ansvaret for Omaha Beach, her skulle Major General Clarence R. Huebners 1st Infantry Division lande, med to regimenter side om side, 116th. Infantry Regiment fra 29th. Infantry Division skulle landsættes i den vestlige del ved Vierville-sur-Mer, mens 16th. Infantry Regiment fra 1st. Infantry Division skulle landsættes i det østlige område ved Colleville-sur-Mer.

 

Omaha Beach som strækker sig over små ti kilometer, var ikke kun kendetegnet ved en op til 400 meter bred strand (afhængig af tidevandet), en kystsikringsmur og en marskbræmme på ca. 200 meter men også stejle skrænter på op til 50 meter.

 

Adgangen til stranden sker gennem 4 dalsænkninger, en nær byen Vierville-sur-Mer, to nær byen St. Laurent-sur-Mer og en nær byen Colleville-sur-Mer.

Adgangsvejene havde en enorm strategisk betydning, og tyskerne havde derfor koncentreret deres forsvar omkring disse 4 dalsænkninger. Maskingeværs- og kanonstillinger, forbundet i et netværk af løbegrave, var flere steder bygget ind i højdedragene. Forsvarstillinger var placeret, så de ikke kun sikrede de 4 dalsænkninger men også sikrede stranden med overlappende skudfelter som gik langs og udover stranden.

 

For at nå de tyske forsvarspositioner måtte en angriber, først op over stranden med alle dens hindringer, forcere den pigtrådsbelagte kystsikringsmur, krydse marskbræmmen med dens mine-felter for endeligt, at angribe op over skrænter og højdedrag. En næsten håbløs opgave, der i meget høj grad afhang af effekten af bombardementerne fra luften og søen.

Området ved Omaha Beach, blev forsvaret af den alt for udstrakte 716. Infanterie-Division, en ikke særlig mobil division som var ansvarlig for hele kystforsvaret fra Orne flodens udmunding til den vestlige del af Omaha Beach. Men ved Omaha Beach var området blevet forstærket med den langt mere kvalificerede 352. Infanterie-Division få dage før invasionen, hvilket ikke var blevet opsnappet af de allierede efterretningstjenester, derfor ventede der amerikanerne langt stærke modstand end man havde forventet. Mens briterne på de tre østligste invasionsstrande, havde lagt vægt på fra starten at få landsat specialbyggede panserkøretøjer til at fjerne forhindringer på stranden, havde amerikanerne en knap så teknologisk tilgang til strandrydningen, som skulle klares af ingeniør-tropper unden nævneværdig panserstøtte. Nok søsatte amerikanerne 32 Sherman DD (Duplex Drive) amfibiske kampvogne ud for kysten, men kombinationen af en for tidlig søsætning og som følge heraf, en alt for lang indsejlingsfase gennem hård sø, resulterede i at kun fem af de 32 tanks nåede kysten og dette længe efter at det første infanteri var gået i land, artilleriet som skulle have beskudt kysten på vej ind mod land, klarede sig ikke bedre. 11th Field Artillery Battalion mistede alle undtagen én af sine 105 mm Howitzer kanoner, mens 7th Field Artillery Battalion mistede 6 af sine kanoner. Selvom bombardementet fra søsiden midlertidigt havde neutraliseret forsvarsværkerne, levede disse op igen, da landgangsfartøjerne nærmede sig kysten og de ni kompagnier i første angrebsbølge som blev kastet op på stranden blev mødt af en kugle-regn, med tab på helt op til 50% til følge.

Man kan spørge, hvorfor man valgte at gøre landgang på Omaha, når nu terrænet i den grad var til ugunst for de allierede. Forklaringen ligger i, at Omaha sektoren var det eneste område mellem Gold Beach og Utah Beach, hvor landgang overhovedet er mulig. Og landgangen var nød-vendigt i det område for at sikre forbindelse mellem Gold og Utah.

 

Ved mørkets frembrud på D-Dag havde amerikanerne landsat 34.250 soldater og fået etableret et spinkelt brohoved, kun 100 ton materiel af de planlagte 2.400 ton var blevet landsat.

 

Tabene havde været langt højere end ved de andre landsærtningsområder, mere end 2.500 soldater var dræbt, i alt var 4.720 amerikanske soldater dræbt, såret eller svanet. Bortset fra Ranger angrebet på Pointe-du-Hoc var ingen af de oprindelige mål nået.

 

Dette stykke normannisk strand, vil for altid bære navnet "OMAHA, the bloody".

De første bølgers voldsomme tab, gjorde at de specialiserede ingeniørtropper ikke kunne arbejde som planlagt, men til trods for tab på op til 50% i personel og 75% udstyr, lykkedes det efterhånden at sprænge små huller i de tyske forsvarsværker. Efter en times indædt kamp, lykkedes det de første små lommer af infanteri at få fodfæste.

 

Tabstallene i de første timer, var så voldsomme at Lt.Gen. Omar N. Bradley, First US Army´s øverstkommanderende, som befandt sig på USS Augusta ud for kysten en kort overgang overvejede at omdirigere de resterende enheder til Utah Beach.

Task Force Omaha

Naval Combat Demolition Unit

1st Infantry Division

D-Day Order of Battle

29th Infantry Division

D-Day Order of Battle

Copyright - Hans Martin Nielsen - 2015